De gode tider på boligmarkedet giver ikke bare travlhed hos landets ejendomsmæglere, men også hos de mange flyttemænd, der hyres til at køre rundt med danskernes inventar. Det viser en regnskabsgennemgang foretaget af Deloitte.
I 2015 havde hele 93 pct. af flyttevognmændene overskud mod blot 77 pct. i 2014. I samme periode blev indtjeningen pr. ansat mere end fordoblet.
- Lige nu går det over al forventning i flyttebranchen, der naturligvis nyder godt af, at boligmarkedet buldrer derudaf mange steder i landet. I 2015 kunne flyttevognmændene sætte mere end 52.000 kr. i banken for hver ansat mod kun 21.000 kr. året før. Det er en stigning på imponerende 149 pct., siger partner i Deloitte Lars Andersen, der er ekspert i transportbranchen.
De gode resultater skyldes blandt andet, at danskerne flytter mere end før. Alene fra 2014 til 2015 steg antallet af flytninger med 4,1 pct. Særligt Hovedstadsregionen er med til at drive væksten.
- Generelt er det flyttemændene i og omkring København, der tjener flest penge og også har den største vækst. Også i Syddanmark viser tallene dog en pæn fremgang i indtjeningen pr. ansat, mens den er stort set ligger uændret i Midt- og Nordjylland. Kun de øvrige sjællandske flyttevognmænd kom ud af 2015 med et fald, siger Lars Andersen.
Også i international sammenhæng er danskerne flittige til at flytte bolig. Ifølge tal fra Eurostat er andelen af danskere, der er flyttet i løbet af de seneste fem år, det næsthøjeste i EU, kun overgået af Sverige.
- Generelt er vi ret mobile i Danmark, også når det gælder det sted, vi bor. Vi gider dog ikke altid besværet og bekymringerne med at fragte vores ejendele rundt. Særligt blandt de ældre generationer er der mange, der hellere vil nyde deres nye omgivelser og lade flyttemændene om resten, siger Lars Andersen.
Alt sammen har det haft en positiv effekt på flyttebranchen, der i dag kan karakteriseres som værende veldrevet og velpolstret, mener Lars Andersen:
- Ser vi på branchen, er det hele 91 pct. af flytteforretningerne, der har en soliditet på over 15 pct. Flyttevognmændene har altså ikke bare været gode til at tjene penge. De har også været gode til at polstre deres forretning og skabe sunde virksomheder. Det er en meget positiv udvikling.
Massiv fremgang i flyttebranchen
587visninger 0 svar | 22. sep 2016
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Massiv fremgang i flyttebranchen