- I transportbranchen er vi samlet om at levere mobilitet, og der er ikke meget der tyder på, at efterspørgslen efter mobilitet vil falde, sagde formand Anne Kathrine Steenbjerge på DI Transports generalforsamling 19. september.
- Vi har en effektiv og velfungerende transportsektor i Danmark. Vi er en forudsætning for vækst, jobskabelse og velfærd. Men det kommer ikke af sig selv. Vi skal styrke transportbranchen, for så styrker vi dansk erhvervsliv, lød det fra Anne Kathrine Steenbjerge.
Trængsel er en udfordring
DI Transport har da også noteret sig, at infrastruktur for syvende år i træk står øverst på hele erhvervslivets ønskeseddel, når Dansk Industri måler det lokale erhvervsklima i Danmark.
- Vi kommer ikke uden om, at trængsel og begrænset kapacitet udfordrer vores mobilitet. Vi har flere transportvirksomheder, hvor det medfører store omkostninger, at vi hænger fast i trafikken og ikke når frem til vores kunder i tide, sagde Anne Kathrine Steenbjerge.
- Derfor er der behov for en masterplan for vores fremtidige investeringer i infrastrukturen, så vi får de rigtige investeringer på rette sted og naturligvis i rette tid, mener DI Transports formand.
Derfor vagte det også glæde, da transport- og bygningsministeren senere samme dag pegede på samme problem, da han var holdt oplæg i Industriens Hus i forbindelse med at DI Transport afholdte ”Transportens Dag”.
- Vi ved fra regeringens side, at en stærk infrastruktur er en forudsætning for at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, sagde transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt og forklarede:
- Derfor skal vi foretage investeringer, som både kommer den enkelte dansker til gode, men samtidig har fokus på at gøre det lettere for erhvervslivet.
Behov for en luftfartsstrategi
På generalforsamlingen i DI Transport blev der også lagt vægt på at styrke de internationale forbindelser.
- Luftfarten spiller en stor rolle i forhold til at sikre korte afstande til de danske eksportmarkeder og har dermed en stor betydning for vores muligheder for vækst, fortalte Anne Kathrine Steenbjerge.
- DI Transport og Dansk Luftfart har derfor længe arbejdet for en luftfartsstrategi, der kan sikre det bedste politiske grundlag for en stærkere luftfartsbranche i Danmark, sagde Anne Kathrine Steenbjerge.
DI Transport samler den kollektive transport
En velfungerende kollektive transport er med til at reducere trængsel og dermed give plads til den nødvendige erhvervstransport. Derfor styrker DI Transport den kollektive transport gennem en ny forening – Dansk Kollektiv Trafik.
- Den kollektive transport har meget at byde på. Vi tror den kollektive transport betyder mere for erhvervslivet, end man måske giver den kredit for, og derfor styrker vi den politiske varetagelse på området, fortalte DI Transports branchedirektør Michael Svane.
Den nye forening skal blandt andet se på, hvordan vi får en bedre organisering af den kollektive transport, og hvordan udbud kan understøtte en mere effektiv kollektiv transport.
Derudover peger DI Transport også på behovet for at modernisere taxilovgivningen.
- Vi håber, der bliver sat skub i en modernisering af taxilovgivningen, for området er vigtigt for mange erhvervsdrivende og private, fordi det blandt andet sikrer mobiliteten fra hjem eller arbejdsplads til lufthavne og togstationer, siger Michael Svane.
Styrker vi transporten, styrker vi erhvervslivet
558visninger 0 svar | 22. sep 2016
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Styrker vi transporten, styrker vi erhvervslivet