Efter en uge med den nye motorvej ved Silkeborg vil jublen ingen ende tage hos de vognmænd, der bruger den. Motorvejen kan mærkes både på pengepungen og på tidsforbruget på vejen, lyder meldingen.
Bruno Jacobsen, der er medejer af Salten Vognmandsforretning, er begejstret for den nye motorvej.
Han peger på, at den nye motorvej gennem Silkeborg har trukket trafik væk fra Ringvejen, der tidligere var hovedfærdselsåren gennem byen og derfor tit var én stor trafikprop.
- Ringvejen er jo blevet en almindelig vej for os nu, så vi kan bruge den til at komme rundt om byen. Førhen kunne man ingenting, for der var kø hele tiden, siger han til DR P4 Østjylland.
Direktør Jesper Nørskov fra det store vognmandsfirma Jens Konrad peger også på, at motorvejen har trukket mange biler væk fra Ringvejen.
- Det er især i morgen- og aftentrafikken vi kan mærke, at det er blevet en sand fornøjelse at køre på Ringvejen, for der er næsten ingen biler, siger han til DR P4 Østjylland.
Det kan komme både vognmænd og kunderne til gavn, lyder det fra Bruno Jacobsen.
- Jeg håber da at kunne tjene penge på det. På de ting, jeg har fast pris på, vil jeg da komme til det. Men det vil også komme kunderne til gavn, for de vil blive faktureret for færre timer end før, siger han.
Vognmændene jubler over ny Silkeborgmotorvej
533visninger 0 svar | 22. sep 2016
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Vognmændene jubler over ny Silkeborgmotorvej